HISTORIEN OM SPORET OG FORENINGEN

Skrevet af Nicolas Hentzel

Egentlig gik det hele ret hurtigt, og nu står vi 12 år senere med denne beretning om starten på mountainbikesporet i Faksinge Skov:

Godsejer Gerner fra Engelholm Gods havde meldt sin ankomst på Idrætshøjskolen Bosei. Vi skulle tale om noget vedrørende skoven, blev jeg fortalt af Idrætshøjskolens forstander, Kenneth Retslov.

Som inkarneret mountainbiker er man vant til at få en skideballe eller sågar blive truet med tæv af en forvalter eller skovejer i ny og næ. Det er helt normalt og skyldes, at mountainbikere kan være en broget flok ligesom så mange andre. Men denne sag skulle vise sig at være anderledes, og det vender vi tilbage til.

Næsten samtidig bankede det en lørdag formiddag på min dør i en af skolens boliger, som vi netop var flyttet ind i. Udenfor stod en trio med mountainbikes, hjelme, et fladt hjul og det hele. De hed Niels og to gange Henrik. De havde hørt, at jeg muligvis havde en pumpe og en ekstra slange liggende.

Dette slangeskift blev nok en af de vigtigste i mit mountainbikeliv. Det viste sig nemlig, at Niels havde set det samme potentiale i Faksinge Skov, som jeg havde – potentialet til at lave et rigtigt mountainbikespor.

Godsejeren stod i døren med et venligt smil og den aura af klasse, der hviler over velhavende godsejere. Allerede inden mødet gik i gang, fornemmede jeg, at han ikke var sur på mig – tværtimod. Snart fremlagde han sin plan for skoven, og af den fremgik det, at Faksinge Skov skulle bruges mere aktivt af borgerne. I samme øjeblik kædede jeg drømmen om et mountainbikespor sammen med mit nye venskab med Niels og muligheden for at udbygge outdoorlinjen på Idrætshøjskolen Bosei.

Inden weekenden var omme, gik Niels og jeg vores første tur i skoven og drøftede mulighederne for sporets forløb. Senere kom gode folk som Jack og Jens til og lagde urealistisk mange timer i projektet.

Men vigtigst af alt i opstartsfasen var drøftelserne om visionen for sporet – hvad ville vi egentlig med et spor i Faksinge Skov? Disse indledende tanker tror jeg var med til at skabe den succes, som jeg føler, at det har været, når jeg tænker tilbage på begyndelsen i efteråret 2013.

Sporet i Faksinge Skov skulle kunne køres af alle, samtidig med at der var et udviklingspotentiale for den enkelte rytter uanset niveau. Vi var heldige at kunne få spalteplads på den hjemmeside, der tilhører “Præstøcyklisten”. I denne klub blev der mest kørt landevej, men det forstyrrede ikke, at der også var lidt om mountainbike, da flere af klubbens ryttere ivrigt brugte mountainbiken som vintertræningsform.

Men tilbage til de indledende forberedelser vedrørende sporets “fødsel”. Parolen “Spørg før du gør” handlede for os om, at vi fra start vidste, at vi ikke ejede skoven. Vores mountainbikespor ville kun blive en succes, hvis vi holdt os på god fod med skovejeren, naboerne og de andre brugergrupper af skoven.

Derfor har vi altid gjort os umage med at spørge skovejeren om lov, før vi iværksatte initiativer og ikke mindst byggerier. Således var alle parter orienterede, hvis der kom spørgsmål, og vi kunne give et klart svar i eventuelle tvivlsspørgsmål.

Det sværeste er altid at få et nej, men heldigvis var der flest ja’er fra skovejeren. Vores konstruktive og professionelle forhold til skovejeren blev gødet af den respekt, der lå i, at aftaler blev overholdt, og at skoven kunne drives som hidtil med den skovhugst, der var nødvendig for økonomien.

I vores linjeføringer har vi altid lagt stor vægt på, at sporet lå separeret fra de stier, hvor folk går ture, således at de forskellige brugergrupper ikke blev irriterede på hinanden. Vi har været meget forskånede for uoverensstemmelser mellem skovens brugere.

Sporet blev konstrueret som en lang runde, men med mulighed for at køre sløjfer af forskellige sværhedsgrader. Det har aldrig været vores ambition at bruge udtryk som “chicken lines”. Alle mountainbikere er på forskellige niveauer, og det skal der være plads til. Ingen begyndere har lyst til at være en del af noget, hvor man bliver udskammet. Tværtimod byggede vi nogle gange den samme feature i to-tre forskellige sværhedsgrader, så man kunne vælge til og fra og udvikle sig, når ens tekniske niveau og styrke steg.

Dette tror jeg har været med til at gøre dette spor populært for alle fra begynderniveau til eliteniveau.

Ydermere havde vi en bekymring for, at dyrelivet skulle lide overlast af den øgede aktivitet i skoven. Derfor allierede vi os tidligt med jægere, der kendte skoven, men som også havde erfaring fra andre områder. Her blev vi klogere på dyrenes bevægelser og levevis i skoven. Derfor blev der lagt dyrelommer ind i sporet, så dyrene kunne forblive trygge.

Så… hvis dyrene er trygge, de andre skovgæster kan færdes frit, skovejeren og naboerne er glade, og havørnen fortsætter med at yngle, så er alt vel i den skønneste orden? Til det kan vi egentlig bare svare: “Ja.”

I takt med at flere og flere hørte om det nye spor i Faksinge Skov ved Idrætshøjskolen Bosei, steg interessen. Flere kom for at bruge sporet, og heldigvis begyndte der at være en lille kerne, som mødtes for at bygge samt vedligeholde sporet. For folk, der ikke har prøvet at være en del af en sporbyggergruppe, skal man bare forestille sig det at bygge en hule med sine venner – virkelig fedt.

Som et “fun fact” kan nævnes, at pionerildens flamme brændte så intenst, at ofte gik det meste af en lørdag med skovl, hakkejern og nye linjeføringer, og alligevel kunne vi ikke holde os fra at testkøre resultatet efter “fyraften”.

Et skelsættende punkt i sporets tilblivelse var adgang fra den private del af skoven (Engelholm Gods) og den statsejede del. Ved en fejl kom vi til at lave en sløjfe, der bevægede sig ind i den statsejede del. Ved efterfølgende granskning af skellinjer på skovkortet blev det tydeligt, at vi straks måtte henvende os til statsskoven og have en snak om, hvorvidt denne sløjfe kunne blive liggende, eller om den skulle fjernes. Der var i runde tal tale om ca. 150 meter, som lå på statsskovens areal.

Vi fik hurtigt et møde i stand med H.C. Gravesen fra Naturstyrelsen, som mødte godt forberedt op med de klassiske grønne gummistøvler og en nypudset pibe. Efter en grundig skovvandring, hvor hver en sten blev vendt, stod H.C. tilbage med en undren. Hvorfor ønskede vi “kun” at beholde de 150 meter? Her åbnede muligheden sig for, at vi kunne udvide sporet med ca. 40 % til dele af Nordskoven – minus Natura2000 selvfølgelig – og inden for de rammer, statskoven havde for færdsel på deres arealer.

Igen var der ikke langt fra ord til handling, og sporet bugtede sig snart igennem resten af skoven. Et arbejde, vi er ret stolte af, når man kigger på den rewilding-status, som skoven fik, da forvalterne af statskoven kom tilbage ca. 10 år senere.

Et fun-fact fra vores første møde med H.C. var, at det var på denne vandring, at H.C. navngav stigningen “Kongen”. Han mente nemlig, at der måtte være tale om en kongegrav på toppen af bakken.

Med flere interesserede i sporet opstod der nye muligheder, idet mountainbikesporten er inddelt i flere underkategorier. Tidligere var det populært at lave forskellige spor til de forskellige undergrupper. Her tænker jeg på XC vs. Enduro, Trail og Downhill. Tænk, hvis man kunne lave et spor, der inkluderede flere af underkategorierne, og som folk syntes var fedt at køre, uanset om du kører i stram lycra eller baggy shorts?

Dette gik gruppen i gang med, og sporet i Faksinge Skov har været mega heldigt med de stærke kræfter og kompetencer, der lå hos bl.a. Ronni og Kristjan. Uden dem var sporet aldrig blevet så populært, som det blev. Pludselig favnede begrebet “flow” både XC’ere og Enduro, hvor Christoffer, som jo er ON-TRAILs far, kunne se, at begrebet “Trail Close to Home” blev brugt i sin reneste form. Nu hvor vi er ved Christoffer, så har hans indflydelse på sporet været uvurderlig.

I starten fandtes ON-TRAIL ikke, og vi markerede derfor sporet med farvede markeringer på træerne, der repræsenterede de sværhedsgrader, som vi var blevet enige om. Dette system fungerede fint nok, men det er klart, at et nationalt system, hvor alle var enige om definitionen, var bedre. Derfor tilmeldte Niels os i en håndevending, og før vi kunne sige XTR vs. XX1 Eagle, så kom der fine egetræsstolper, maling og piktogrammer, som skulle sættes op i skoven for at markere, om sporsektionen var blå, rød eller sort, om du var i privat- eller statsskov samt et eventuelt kaldenavn for sektionen.

Når man kører sporet, vil man opdage, at sektionerne har forskellige navne, og disse navne kommer af samtaler, historier og oplevelser, som sporbyggerne har haft, imens de har arbejdet. Så vidt jeg husker, var vores første navn MarioLand – det kom af, at vi fandt sektionen sådan ret Mario-agtig a la de gamle platformsspil på Nintendo + at der vist nok også var nogle svampe lige der… Så der knytter sig altså små hyggelige og sjove historier til alle stednavnene.

I en lidt mere alvorlig kontekst har navnene vist sig at være gode referencepunkter, hvis en rytter var styrtet og skulle bruge hjælp.

Den vinter, hvor stolperne blev sat i jorden, regnede det. Det regnede og regnede, og til sidst besluttede vi bare, at nu sætter vi kun stolper op, når det regner. Alle pæle er sat op med håndholdt pælebor, drænspade og to arme hver – ja, vi havde jo ikke andet.

Med den øgede interesse for sporet blev det også tydeligt, at vi skulle have en Facebook-side til kommunikation. Vi valgte, at den kommunikation, som skulle gå fra os og ud til brugere af sporet, skulle være positiv uanset hvor meget møg, der lå på “tallerkenen”. Gode eksempler på “møg på tallerkenen” er piratlinjer og skrald i skoven.

De fleste sporbyggere kender til konfliktpotentialet i disse emner. Vi fik fjernet al skrald i skoven ved at oprette en ninjahær mod skrald og opsætte en lille skraldespand – planen var såre simpel – hvis man så en, der smed skrald, skulle man invitere personen med ind i hæren mod skrald (de fleste vil nemlig hellere være med i ninjahæren end imod den). Hvis man derimod fandt skrald, så nappede man det lige med. I ved – hurtigt som en ninja. Således stoppede det problem.

Med hensyn til piratlinjerne, så dukker de jo op fra tid til anden. Her prøvede vi at bruge den strategi, hvor man lige lyttede på vandrørene i forhold til, hvem der kunne være ophavsmanden, og herefter blev denne inviteret til næste kommende spordag. Altså, hvis man gider bruge en dag på at grave i en skov og lave et fedt hop, så kan man altså noget. Det har man ikke råd til at jage væk i en lille sporbyggergruppe. Nogle gange lykkedes det, andre gange ikke – men de fleste forstod, at man selvfølgelig ikke kan grave på egen hånd, for så er skovejeren jo ikke orienteret, og så smuldrer hele grundlaget for et spor. (Og så kommer ninja-hæren.)

Ydermere er det vigtigt at tilføje det soleklare: vi har altid lagt stor vægt på sikkerheden. Her er hjelmen et minimum. Hvordan forklarer man et barn, en potentiel kommende verdensmester, der gerne vil køre på mountainbike, at en hjelm er et must, hvis man ikke selv har en på?

Kort sagt blev kommunikationen drevet af ønsket om at fortælle den gode historie – der er jo alligevel ingen, som vil være en del af en dårlig. Hertil har Sjællandske Medier altid været søde til at skrive lidt om os, og jeg mener også, at TV2 Øst har været forbi.

Således får sporet sit eget liv og identitet. Flere og flere fede sløjfer og features bygges, og vi når en længde på ca. 7 km, som også bliver den længde, vi magtede at vedligeholde. Særligt den sløjfe, der lå i den gamle granskov, satte sporet i Faksinge Skov på landkortet og var en kæmpe faktor i, at man pludselig kunne læse i Politiken, at vores spor var et af de bedste i hele kongeriget. Det havde jeg aldrig drømt om. Jeg vidste ikke, at denne konkurrence fandtes, men jeg skal da lige love for, at denne udnævnelse satte gang i en ny runde af aktiviteter.

Flere og flere blev interesserede i, hvordan vi havde gjort nede ved Præstø. Her kunne man så være sjov og svare: ”Jo, altså… man tager en skovl og…”, men det blev hurtigt tydeligt, at der lå en oprigtig interesse fra andre, der gik med samme drøm.

Disse samtaler blev altid taget med stor ydmyghed og seriøsitet.

Vores spor var anderledes konstrueret – på godt og ondt. Vi havde ingen penge og heller ikke så meget tid. Men vi var drevet af lysten, vi havde en masse viden og ikke mindst evnerne til at bygge det op.

Spørgsmålet om en forening, der kunne skabe en bedre økonomi, så man ikke altid selv skulle betale for benzin til buskrydderen, trængte sig mere og mere på. Men jeg var i mange år ikke fan af foreningstanken. Tag ikke fejl – jeg elsker foreninger og tilskriver dem en kæmpe del af æren for, at vi har så mange dygtige sportsfolk i Danmark. Men med foreninger følger også en masse papirarbejde og interessekonflikter, og det havde jeg ikke tid til, når der var så meget andet at gøre, og når det faktisk gik ret godt uden.

Nu er tiden en anden, og i skrivende stund er Foreningen Faksinge MTB netop oprettet – til stor glæde for alle. Nu er tiden rigtig til dette næste skridt, det var den ikke for 12 år siden.

Undervejs har der været en masse gode folk udefra, som har hjulpet os i den rigtige retning.

Christoffer Riis har altid øset ud af sin store viden om mountainbikespor i hele Danmark og verden. Den viden har vi nydt godt af i forhold til at graduere sporet rigtigt.

Steen Dalum var med sit meget ambitiøse projekt i Fruens Plantage med til at starte vores snakke om, hvordan vores spor skulle være. Vi ønskede, at vores spor i Faksinge Skov skulle være en slags ”kravlegård” til Fruens Plantage. For at ære Steens minde har vi fået lavet et emaljeskilt med ”Dalum” og opkaldt en sektion efter ham.

Thomas Larsen Schmidt var organisator af de store sporkonferencer, der blev afholdt forskellige steder i landet, og som tiltrak de vigtigste mennesker inden for sporbygning og mountainbike i Danmark. Herudover er Thomas formand i IMBA, så han har om nogen fingeren på pulsen. Vi var så heldige, at en af sporkonferencerne blev afholdt på Idrætshøjskolen Bosei, hvor en del af kurset var en rundtur på sporet med feedback fra alle deltagere. Her var jeg godt nok liiiidt star-struck.

Også min barndomsven Klaus Nielsen, der som professionel mountainbikerytter har kørt alt, hvad der er værd at køre på eliteniveau – lige fra DM til OL i Beijing – har været en stor hjælp. Det er klart, at hans råd og idéer har været guld værd, når perspektivet i sporbygningen skulle op på den store klinge.

I dette historiske rids kommer vi ikke uden om corona-pandemien. Denne periode havde en kæmpe positiv betydning for vores spor. Flere danskere fik øjnene op for de muligheder, der er i naturen. Den friske luft og de nye afstandsregler til andre mennesker passede godt ind i det at køre på mountainbike.

Men med corona-pandemien og Kremls ønske om at skabe en NATO-buffer i Ukraine steg prisen på bl.a. træ. Tidligere havde vi kunnet kompensere skovejeren ved at skillinge sammen, så han ikke behøvede at fælde granskoven. Men nu var priserne på træ så høje, at kompensationsbeløbet blev for stort. Derfor blev den fældet. Det gjorde sgu rigtig nas, men som med alt andet i livet, hvor tingene ikke går, som man ønsker sig, måtte vi tænke nyt.

Området blev indhegnet, idet rådyrene selvfølgelig ikke måtte mæske sig i de nye og friske egetræer. Men hvordan kommer man så ind for at bruge sporet?

Igen var Niels manden med en god idé. Selvfølgelig bygger vi bare en færist som en ”roller”. Vejen fra tanke til idé var igen kort, og med en kontakt til Benoni Munk og André via Lars Bue blev der fremstillet tre stk. færiste. Vist nok en løsning, ingen havde set tidligere. Sidegevinsten ved disse ”rollere” var, at man kunne sætte den ene side af rampen lodret, så den virkede som et klassisk faldgitter fra en middelalderborg med funktionen at afspærre sporet i våde perioder. Ret genialt!

Vi har altid haft et godt forhold til Engelholm Gods og Naturstyrelsen. Forholdet til sidstnævnte blev ikke ringere efter, at vi havde deltaget i et orienteringsmøde om Naturstyrelsens planer i forhold til rewilding af al statsskov øst for Storebælt. Efter gennemgangen af Naturstyrelsens planer for Faksinge Skov blev det konkluderet, at skoven faktisk var i ret god rewilding-forfatning, og med små justeringer kunne den blive endnu bedre. Et arbejde, de igangsætter, når tiden er til det. I øvrigt blev det tilføjet, at mountainbikesporet ikke konflikter med Naturstyrelsens planer om rewilding, så sporbygningen kunne fortsætte inden for de rammer, der allerede var aftalt.

Det er med ligedelt stolthed, lettelse og glæde, at mountainbikeforeningen nu skal vokse ind i fremtiden med forhåbentlig lige så stor succes som de første 12 år.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke Jack, Jens, Niels, Jacob, Kenneth, Gerner, Flemming, Lisa, Ronni, Kristjan, Frederik, Martin, Marianne og Stefan. Uden jer var det aldrig blevet samme succes.

På vegne af de old-gamle sportosser

Nicolas Hentzel